Vi har alle vores måde at gå til fodbold på. Når F.C. København spiller hjemme foregår der masser af aktiviteter – fra Familietribunen til spillernes omklædningsrum til stemningen på Nedre C og Stemningstribunen. FCK BALLS har haft fofograf Claus Peuckert til at se det hele fra en lidt anden vinkel end man normalt oplever en fodboldkamp, og det er der kommet en masse lækre billeder ud af. Se dem alle i dette nummer af FCK BALLS.
Mere end bare fodbold
VM i Sydafrika er slut. En stor del af verden har jublet eller grædt med favoritholdet. Milliarder af kroner har skiftet hænder. FCK BALLS går i den anledning bag om spillet og ser nærmere på nogle af de mange problematikker, som knytter sig til fodboldens og sportens verden, hvor alt er i spil og meget står på højkant.
Fodboldtænkeren
Fodboldspillere, der mangler bevidsthed og ansvarlighed i forhold til deres talent, når ikke deres fulde potentiale, mener Johan Lange, der har ansvaret for udviklingen af de kommende talenter til F.C. Københavns superligahold. Selv er den 30-årige assistenttræner for Ståle Solbakken meget bevidst om de personlige styrker og svagheder, der på et tidspunkt gerne skal gøre ham til cheftræner. Mød Johan Lange, der så langt han kan huske tilbage, har været dybt optaget af fodbold: Af spillere, af taktik og af hvordan forskellige trænere fremstår og agerer.
Løveburets nye vogter
De sidste sæsoner har han holdt buret rent i mere end halvdelen af sine kampe, han har en imponerende redningsprocent på straffespark og han er blevet en seriøs kandidat til det danske landshold. Nu er Kim Christensen klar til at vogte målet for F.C. København og gøre statistikkerne endnu bedre. Mød Kim Christensen i FCK BALLS.
Kommunikationsafdelingen
Moderskibet, Propaganda-afdelingen, Misinformationsafdelingen. Kært barn har mange navne. For dem der er i tvivl hæfter øgenavnene sig til F.C. Københavns kommunikationsafdeling, der også har ansvaret for informationsflowet omkring PARKEN A/S. Læs i dette nummer af FCK BALLS om, hvad Kommunikations-og projektafdelingen beskæftiger sig med i forhold til, hvad der skal meldes ud til omverdenen om F.C. København og PARKEN, med hvilken timing og via hvilke kanaler.
Ude godt – hjemme bedst
Morten Nordstrand er tilbage i F.C. København efter et skadesfyldt ophold i FC Groningen. FCK BALLS tog en snak med den tidligere Superliga-topscorer om op- og nedture og om at være tilbage i løveflokken.
F.C. Københavns nye hardhitter
Før var det ham, F.C. Københavns angribere slog sig på, når de mødte SønderjyskE – i de næste tre år skal de kæmpe side om side. Islandske Sölvi Ottesen er tjekket ind i København og skal med sin udprægede vindermentalitet blandt andet være med til at skaffe Byens Hold de bedste europæiske resultater nogensinde. Læs om Sölvi Ottesen i dette nummer af FCK BALLS.
Hvor blev de af de gamle løve-trænere?
De har ført F.C. København til mesterskaber og titler, og på skrift har de lagt snedige slagplaner fra PARKENS sidelinje. Alle har de haft en finger med i spillet i forhold til opbygningen af Byens Hold, men hvad laver de i dag, F.C. Københavns tidligere trænere, og hvordan har karrieren formet sig for de gamle løve-strateger? Mød dem alle i dette nummer af FCK BALLS og læs om, hvad de laver den dag i dag.